Det var nok ikke mange af gæsterne, som havde forventet at se sangerinden Maria Lucia i juletræskostume. Men det kom de til under en vellykket julekoncert i Hals Kirke.
En af de store julekoncerter i Hals i år blev afholdt, da der var julekoncert med Maria Lucia i kirken. Maria Lucia havde under sin juleturne planlagt et besøg i den hyggelige kirke, og det blev både højtideligt og smukt, skriver Ugeavisen Dronninglund:Hals.
Da Maria Lucia ankom til kirken, skete det i et skønt juletræskostume. Hun sang ”Juletræet med sin pynt” og viste sit imponerende kostume frem. Men kostumet fulgte hende dog ikke under hele koncerten. Snart var sangerinden tilbage i normalt tøj og sang sig igennem de fineste sange og salmer, skriver Ugeavisen.
Der var i alt 140 gæster i kirken, som alle var placeret på hver anden bænkerække for at tage hensyn til corona-situationen.
Der blev sunget en god blanding af sange. Også en del kendte som ”En rose så jeg skyde” og ”White Christmas”, beretter Ugeavisen.