Parterrehaven i Rotunden i Hasseris står over for en tiltrængt renovering, hvor By og Land i Aalborg Kommune tager udgangspunkt i nogle af de oprindelige intentioner for området. Den klassiske symmetri og de karakteristiske alleer og stier bibeholdes, og aksen fra Thorsens Allé videreføres ind mod Rotunden, der fungerer som et rekreativt åndehul.
Renoveringen medfører ikke kun et løft af havens nuværende stand, men sker også inden for de økonomiske rammer, der både tager højde for anlægsbudgettet og for en effektiv fremtidig drift af haven. Udtrykket i parterrehaven ændres, idet de nuværende bede fjernes og erstattes af nysået græs. Stierne omlægges til grusstier med slotsgrus og får kanter af cortenstål mellem sti og græs, hvilket letter vedligeholdelsen og sikrer et skarpt udtryk.
En ny allé bestående af japanske kirsebærtræer plantes langs stierne. Blomstringen fra kirsebærtræerne vil skabe en årlig forårsoplevelse og forlænge indtrykket af Thorsens Allé. Projektet forventes sat i gang i næste uge og ventes afsluttet i løbet af vinterperioden.
https://www.aalborg.dk/nyheder/parterrehaven-i-rotunden-faar-all-med-japanske-kirsebaertraeer